surprise

Aften løber frem og festen er godt i gang, musikken spiller, lyset blinker og folk har det fantastisk, jeg har det fantastisk. 

Min kæreste og min mor var gået bag min ryg og havde valgt, at holde et surprice party for mig i anledning af at jeg fyldte 30 år 2 uger efter. 

Jeg husker dagen, aften og natten som det var i går. Jeg træder ind i lokalet med min mor og der står familie og venner, synger for mig, de råber i kor: TILLYKKE

Jeg er mundlam, ja man kan vist kalde det i chok tilstand, på den dejlige overdrevet måde. Jeg får min datter i mine arme og samtidige får jeg også smidt en fadøl hen til mig, jeg ryster som det en vibrator. jeg er målløs over hvor mange kræfter de to  ”jernladys” har lagt i det og så uden jeg har opdaget noget.

Vi får spist noget fantastisk mad, drukket en masse vin, sunget et par sange og skrålet en masse.

Jeg kigger rundt i lokalet, jeg ser hvor glade folk er og de er her for at fejre mig, stolt og meget beæret er jeg.

Aften løber frem og festen er godt i gang, musikken spiller, lyset blinker og folk har det fantastisk, jeg har det fantastisk. 

Min kusine spørg mig om vi ikke lige kan snakke i 5 min. Jeg siger selvfølgelig ja, og vi går hen til et stille sted. Jeg husker ikke præcis hvad hun sagde, men jeg husker, jeg tænkte: hvor er du sej.

Lidt tid efter kom de gyldne ord : ”Jeg vil gerne, hvis det muligt give dig min nyre.”

Jeg blev mundlam og sagde ikke ord , jeg kunne måske få fremstammet et ”tak”.

Jeg blev glad, men som jeg gør så tit, så tænker jeg : ”hvad nu hvis der sker dig noget.” 

Jeg beder hende tænke over det en ekstra gang, men inderst inde kender både hun og jeg svaret fra os begge. Et par dage efter festen snakker vi i telefon og jeg siger at selvfølgelig vil jeg tage imod hendes nyre, såfremt det kan lade sig gøre.

I forhold til min sygdom prøver jeg altid at være pessimisten og ikke optimisten. Min erfaring siger mig at, hvis man frygter det værste og håber det bedste, jamen så sker det bedste tit.  

I maj 2004 fik jeg min mors nyre. Først havde min mormor været igennem en masse undersøgelser i et års tid. Da lægerne siger at hun skal lige have lavet en operation for at komme videre, vælger både min mor og jeg at sige til hende det skal hun ikke.

Nu har min kusine gået til en del undersøgelser og nu venter vi bare på, at nyrelægerne vil godkende hende. Kirurgen har sagt god for at de vil skære i hende.

Jeg husker da han siger “godkendt“, hvordan tårerne pressede sig på, i glæde. Da vi kommer ned fra samtalen, skal jeg ringe til kæresten, der bryder jeg sgu sammen i ren glæde.

Nu venter vi spændt på det sidste flasker sig, så jeg kan sidde og drikke rødvin, sodavand m.m. i løgnhalsen uden at tænke over væskebegræsninger. 

Ventetiden er lidt hård, både for mig og min familie.Jeg kan mærke at det er en rutsjebanetur.

Så tror man på det, så bliver man lidt usikker og sådan køre det, jeg vil ikke sige dagligt, men tit. Jeg tror nu ikke min kusine hopper fra, tror mere jeg er bang for at de finder ud af at hun ikke kan. 

Vi prøve at lade være, men det kan ikke undgås, snakker en del om det herhjemme.

Vi drømmer om hvad der skal stå der hvor dialyse maskinen står nu.

Vi drømmer om at kunne tage ud at rejse og være en “normal” familie. 

Jeg har haft på fornemmelse hele dagen, at der ville ligge et halv vigtigt brev nede i vores postkasse. Kender du det? Det sådan en 6. sans agtigt, man har nogen gange. Jeg har ikke turde gå derned for tænke nu, hvis man blev skuffede og den bare var tom? 

Vores datter skulle hentes og der skulle handles lidt ind, mødes med kæresten ved supermarkedet og vi begiver os hjem. Spændt går jeg hen mod postkassen, åbner den. Den er ikke Tom: A-post fra Rigshospitalet. Det er ikke hverdagskost, skynder mig at åbne det. Jeg skimter det og kan se det en ”hurtig” tid, om 14 dage skal jeg til samtale med kirurgen og vurderes om han ville skære i mig. 

Jeg kan virkelig mærke, hvordan det begynde at boble i maven. Nu sker der lidt igen, tænker jeg. 

Min drøm om at holde jul med familien uden væskebegræsninger er intakt og måske endda rykket tættere på. 

Drømmen lever og jeg er sikker på at jeg får en nyre inden året er omme.

Skrevet af: Micki